I 2004 blev jeg syg, og har senere fået konstateret at jeg havde fået Post traumatisk stress disorder, i daglig tale ptsd.
Man kan få det af mange ting, og jeg har fået det gennem et meget slidsomt - og for meget om ørerne liv og gennem mange traumastiske oplevelse gennem mange mange år. Når man ikke får ryddet op i rygsækken jævnligt og man stadig kører derud af men 140 i timen, risikerer man på et tidspunkt at hjernen ikke vil være med mere. Det er som med " dråben i glasset " det kommer ikke snigende, det løber pludseligt bare over.
Min korttids hukommelse er væk, tanker der kommer, er lige så hurtigt væk igen. Jeg har været meget glad for at læse bøger, nu kan jeg nøjes med én bog, for når jeg skal til anden side, har jeg glemt hvad der stod på den første. Jeg er meget gad for at jeg har lært så meget om pc ér før jeg blev syg, for nye ting kan ikke sidde fast. Og jeg er meget taknemmelig for at der er stavekontrol, for det kniber med at læse hvad jeg selv har skrevet. Jeg er god til at få fortalt gamle vittigheder, griner hver gang, jeg kan nemlig ikke huske at have hørt dem før. Aftaler skal skrives ned med det samme, ellers er de væk når jeg er gået ud af døren, de kan så komme tilbage ca. 3 uger senere, men så er det som regel forsent. Jeg har stadig mange ideer, men har ikke kræfter til at udføre dem, bare det at støvsuge, kræver en lur, der varer flere timer.
Angsten for det ukendte er meget slem. Det at handle og være blandt mennesker jeg ikke kender, er rædselsfuldt, så derfor har jeg det bedst hjemme hos mig selv. Temperamentet er også forfærdeligt, jeg kan blive så hidsig når jeg ikke kan få tingene til at fungere f. eks når jeg laver kaffe og har gemt at komme filterposen i, jo, hvis det så bare var én gang det skete, men jeg gør det jævnligt osv.
Det er meget svært for ens omgivelser at forstå, men jeg har en kæreste med stor humor og hjælpsomhed, så mange gange kan han vende det til sjov og spas. Jeg har fået at vide af min psykiater, at når man har gået i 2½ år uden den rigtige behandling, er der ingen der nogensinde vil kunne garantere at jeg bliver rask, men bare jeg kan få en tålelig og rolig dagligdag i fremtiden, skal jeg ikke klage.
Et godt råd...tag det roligt..lad andre ordne deres egne problemer og sæt forventningerne i livet ned...det kan ramme os alle.
